HVOR ER det dog synd for byrådsmedlem Pernille Bendixen fra DF. Forleden dag havde det stakkels forfulgte menneske en hel kronik i Fyens Stiftstidende med titlen “Følelseskolde (lille) mig”. Nu ved alle godt, at eksfru Bendixen ikke selv har begået kronikken. Hun evner end ikke at sætte to danske ord sammen på skrift uden at begå mindst én grammatisk fejl. Så hun har selvfølgelige andre partikammerater til at skrive for sig – som regel den såkaldte journalist Poul Erik Andersen. Det ændrer dog ikke på, at kronikken handler om et emne, der ligger eksfruen rigtig meget på sinde, nemlig hende selv.
ONDE MENNESKER har således beskydt hende for at være “afstumpet”, lyder det tårekvalt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, når hun nu selv synes, at hun er sådan et godt og rart meneske, må læseren forstå… Da jeg var blevet færdig med at grine, tog det mig mindre end fem minutter at forfatte nedenstående korte replik til oplysning af Stiftstidendes undrende læsere:
“Den stakkels forfulgte Pernille Bendixen beklager sig 16.9. i en hel kronik over, at hun er blevet kaldt afstumpet. På den baggrund vil jeg ikke tøve med et forsøg på at kaste lys over problemet. Det kan således have noget at gøre med, at hun ikke blot deler bord og seng, men også holdninger med den højreekstremistiske blogger Kim Møller fra Uriasposten.
Kim Møller har f.eks. på Uriasposten 10.3. en artikel under titlen “That awkward moment” med et foto af en død dansk muslim, som faldt på oprørernes side i Syrien. Det makabre billede er forsynet med følgende bemærkning af Kim Møller: ” Nedenviste foto er taget lige omkring det der akavede øjeblik, da han fandt ud af, at der ikke venter ham 72 jomfruer”.
Den slags bemærkninger vil i manges øjne blive opfattet som afstumpede.”
DEBATREDAKTIONEN på Stiften tør formentlig ikke bringe mit indlæg af frygt for endnu en byge af klager over mig fra højretosserne i Odense. Men det er i virkeligheden selvfølgelig et tab for den i andre sammenhæng så højt besungne ytringsfrihed at forholde offentligheden kendskab til, at et byrådsmedlem i Odense lever i et ægteskabslignende forhold til en berygtet højreekstremist og muslimhader, og at hun vel at mærke deler holdninger med ham. Det bør vælgerne da vide, før de stemmer på hende. Hvis Pernille Bendixen var et så varmt og empatisk menneske, som hun forsøger at bilde folk ind, så burde hun da omgående og offentligt have fordømt Kim Møllers afskyvækkende artikel. Om ikke andet, så af hensyn til sin egen honnette politiske ambition. Men det har hun ikke gjort? Hvorfor ikke, mon?
MEN, MEN. Det er ikke kun den underskønne eksfru Bendixen, der har det slemt. Det er også synd for den stakkels ekstremistiske Kim Møller selv, det lille pus. Som igen i min seneste blog om Firoozeh Bazrafkan må se sit alkoholproblem udstillet. Det har nu gjort den alkoholhungrende blogger så fortørnet, at han er begyndt at lege med tanken om at rejse en injuriesag mod mig. Hvis det er hans planer, så vil jeg bide hovedet af al skam og udtale med kryptofascisten Clint Eastwood: Go ahead. Make my day!. Jeg er i kontakt med en af landets bedste injurieadvokater, som tilfældigvis også er en af de advokater, som Kim Møller & Co. hader mest. Det vil blive underholdende.
DET ER personager som Pernille Bendixen og Kim Møller på kompakte højrefløjen, der har startet hele balladen, og som nu fabler om, at vi skal ud i en borgerkrig, som de er ved at ruste sig til. Jamen, jøsses! Hvis det er sådan de har det, må de sørme også finde sig, at vi andre smider nogle af deres verbale håndgranater tilbage i hovedet på dem. Er vi i krig eller ikke?
DAGENS SANG handler om, at man ikke skal hensynke i mismod.
God søndag
